• Tahir Siddique voksede op uden penge og løj om fødselsdagsgaver – nu investerer han millioner, men én ting har han aldrig glemt

    Source: BDK Finans / 01 Aug 2025 03:33:00   America/New_York

    Tahir Siddique begyndte at lyve i folkeskolen, når han havde fødselsdag. Han havde bemærket, at klassekammeraterne på Nygårdsskolen i Brøndby fik tre eller fire gaver, når de fyldte år. Tahir Siddique, der er serieiværksætter og kendt fra tv-programmet »Løvens Hule«, fik én. Derfor opfandt han gaver, han aldrig fik. Afsættet for løgnene kan let lyde tragisk i ørerne på en dansk velfærdsborger. Men Tahir Siddique lægger ikke en snert af følelser i forklaringen: »Der var ingen penge i mit barndomshjem,« konstaterer han tørt. For hvad Tahir Siddiques forældre manglede økonomisk, opvejede de for på andre måder. Den treværelses lejlighed på 11.-etage i Brøndby, hvor Tahir Siddique voksede op med sine to søstre og forældre, emmede af kærlighed og opbakning. Den 52-årige iværksætter husker stadig, at hans far dukkede op til flest cricketkampe af alle forældre på holdet. Og da snakken falder på forældrene, må Tahir Siddique tage en slurk af sin vandflaske for at få en talepause. »Min far tog rejsen fra Pakistan for et bedre liv i slutningen af 1960erne. Mine forældre arbejdede hårdt. De ofrede alt for os,« siger han tydeligt berørt. Opvæksten har bragt serieinvestoren til en vigtig konklusion om, hvorvidt man kan købe lykken for penge. Og den har givet ham én ting, han ser andre – til dels også sine egne børn – mangle. Fra løgn til succes Kilometermæssigt er der ikke langt fra barndomshjemmet i Brøndby til Tahir Siddiques kontor i Valby, hvor Berlingske møder ham. Afstanden er stor på andre måder. På kontorets bagvæg hænger fem fodboldtrøjer med legendariske navne og autografer, som vil gøre enhver fodboldfan misundelig. Men Tahir Siddique skal ikke tale om fodbold, for det er helt bevidst, at Berlingske sidder foran den 52-årige iværksætter, som mange nok kender fra tv. Tahir Siddique har indvilget i at dele sit syn på, om penge gør én lykkelig. En undersøgelse fra Realdania viser nemlig, at penge og lykke til en vis grad følges ad. De lykkeligste danskere har eksempelvis ti millioner kroner i banken. Alligevel afviser Tahir Siddique, at man kan købe lykken for penge, og i virkeligheden har han meget ballast til at svare på lige præcis dét spørgsmål. Som barn af pakistanske immigranter – moren var rengøringskone, og faren arbejdede på Volvos værksted – har han oplevet livet, når pengene var små. Men Tahir Siddique har også prøvet det modsatte. I 2017 solgte han sammen med sin kompagnon sportdatavirksomheden LiveScore for knap én milliard kroner, og i dag er han medejer af så mange virksomheder, at han ikke kender det præcise antal, da Berlingske spørger. »Jeg ved det ikke – omkring 30,« svarer han grublende. Et efterfølgende opslag i CVR-registeret siger 28, og selvsamme sted kan man læse, at der ligger værdier for over 64 millioner kroner i Tahir Siddiques holdingselskab. I tiden mellem de to modpoler er Tahir Siddiques kassebeholdning gået op og ned, og engang var den så tom, at den 52-årige investor fik »cuttet« strømmen i sin lejlighed. Et valg om penge eller lykke Strømmen blev taget, da Tahir Siddique boede i Odense. Kort tid inden, i 2008, havde han stået i en skilsmisse og skullet vælge mellem lykke og penge. Konkret stod valget mellem, om Tahir Siddique skulle blive i København og fortsætte med at drive virksomheden Enetpulse. Eller om han skulle flytte til Odense for at være tæt på sin søn. Tahir Siddique solgte sine anparter billigt og pakkede flyttekasserne. »Jeg gjorde det for at få indre ro. Lykke har også noget med indre ro at gøre. Jeg ville ikke have indre ro, hvis jeg kun så min søn hver anden weekend,« fastslår han. Beslutningen gav sig selv, men den var svær. Tahir Siddique havde ingen penge, og en dag kom han hjem til en lejlighed uden strøm, fordi regningerne lå ubetalte hen. For andre ville det være en falliterklæring. For Tahir Siddique var det blod på tanden. »Jeg har prøvet at have ingenting før, så jeg vidste, at jeg bare skulle kæmpe. Hvis nogen ikke har prøvet at have ingenting før, så er det svært. Der er jeg bare anderledes,« proklamerer han. Tahir Siddique kæmpede så ihærdigt, at han ni år senere stod i Prag med sin nye forretningspartner og underskrev en salgsaftale, hvor LiveScore blev solgt for omkring 100 millioner pund. Fik du dengang fornemmelsen af, at »nu bliver jeg rig«? »Nej, ikke i processen. Jeg kan huske, at jeg skrev en sms til min søster om, at min far ville være stolt. Det var først senere, det gik op for mig, at jeg kunne gøre ting, jeg ikke kunne før,« husker Tahir Siddique. Andre folk, der pludselig får millioner i hånden, kunne nemt øse pengene væk på dyre biler og ure. Men på parkeringspladsen ved kontoret i Valby holder Tahir Siddiques Mini Cooper fra 2012. Og selvom hans børn undrer sig over, at de ikke har en Porsche, kører familien rundt i en Peugeot. Det er langtfra tilfældigt. Penge giver flere problemer Tahir Siddique er nemlig overbevist om, at man ikke kan købe lykken for penge. Han lægger til grund, at rige mennesker stadig kan blive alvorligt syge, blive skilt og få børn, der ender i store problemer. »Alle mennesker har de samme problemer. Der er nogle ting, der bliver nemmere med penge. Man skal ikke tænke på, hvordan man betaler den næste regning på værkstedet, fordi bilen er gået i stykker,« siger iværksætteren. Så holder han en lille tænkepause. Kigger ned i sine hænder. »Du har stadig alle de andre problemer med penge, og nogle gange har du faktisk flere problemer, synes jeg,« fastslår han. Hvilke problemer er det? »Alle tror lige pludselig, at du kan alt. Alle vil gerne være venner med dig. Alle vil gerne være tæt på dig. Og det synes jeg ikke altid er så fedt.« Pengenes tiltrækningskraft mærker Tahir Siddiques børn også. Iværksætterens tiårige datter, der går i tredje klasse, kom en dag hjem fra skole og fortalte, at klassekammeraterne havde konstateret, at hendes far var rig, og havde spurgt, om de kunne låne penge af hende. Hvad skal man sige til det, spørger Tahir Siddique og svarer selv: »Det er ikke lykken at være rig. Du kan ikke sætte dig ned og sige, at nu er vi rige, nu er vi lykkelige resten af vores liv. Jeg kan stadig have uenigheder med min kone, og vi har stadig hverdagsproblemer i vores trummerum, som alle andre mennesker har.« Afleverede sin løn til forældrene I Tahir Siddiques barndomshjem var der også hverdagsproblemer. Nogle gange handlede de om, hvordan forældrene skulle få råd til Tahir Siddiques kontingent i cricketklubben, og faren kørte taxa i weekenden for at få råd. Da Tahir Siddique som 18-årig blev elev i Mærsk, afleverede han konsekvent hele sin løn til forældrene og fik lidt tilbage som lommepenge. »Jeg kunne se, at mine forældre sled i det. Det er klart, at når man ser det, vil man give alt og bidrage til den fælles kasse derhjemme. Sådan var det bare,« husker han. Tahir Siddiques børn vokser til gengæld op i en helt anden økonomisk virkelighed. Iværksætteren har oprettet aktieopsparinger til alle fire, og da han som 50-årig endelig købte sin drengedrøm i form af to luksusure fra IWC, var det også med tanke om, at hans sønner skulle arve et hver. Børnenes privilegier kommer med betænkeligheder. Tahir Siddique kan se, at de tager det for givet, når deres kontingenter blandt andet bliver betalt, fordi de ikke har samme opvækst som ham selv. Når den 52-årige investor kigger tilbage på sin barndom, er det med stor taknemmelighed. Den har givet ham en ting, som han ser andre mangle: Sult. I overført betydning, naturligvis. »Alle burde gå gennem perioder uden penge. Det giver sult på at kæmpe, og det gør, at man sætter pris på det, når man har noget,« mener serieiværksætteren, der prøver at skabe sult hos sine egne børn. På gravstenen: To biler og et stort hus? Tahir Siddique har i den grad opbygget noget i dag, men de finansielle meritter er i bund og grund ligegyldige, synes han. Han giver et eksempel: »Der er jo ingen, der kommer til at skrive på min gravsten: Stor bolig, to biler og en god bankkonto,« siger han og smiler. Den kendte investor mener, at man begår en stor fejl, hvis man kun er drevet af penge. Penge og lykke er to vidt forskellige ting, understreger han, og ens drivkraft skal man hellere finde ved at spørge sig selv: Hvad vil jeg huskes for? Tahir Siddique vil huskes for at være et ordentligt menneske, der hjalp folk. »Lykken for mig er at hjælpe andre mennesker. Lykken for mig er at skabe noget,« understreger han. Hjælpsomheden rækker så langt, at Tahir Siddique i »Løvens Hule« tit investerer med hjertet, og lidt usædvanligt på danske breddegrader ejer han det hus, hans mor i dag bor i. Faren er gået bort, men Tahir Siddique har intet andet end rosende ord tilovers for sin mor og far. Og han er glad for de fødselsdagsgaver, han fik af dem som barn – også selvom han løj sig til flere. https://www.berlingske.dk/dine-penge/tahir-siddique-voksede-op-uden-penge-og-loej-om-foedselsdagsgaver-nu
Share on,